Sportstape til ankel

Sportstape – til forebyggelse og beskyttelse af ankel

Sportstape - til forebyggelse og beskyttelse af ankel

Spiller du fodbold, håndbold eller dyrker en anden sportsgren, hvor du har specifikt behov for at beskytte din ankel? Eller er anklen allerede skadet, så du har brug for ekstra støtte under genoptræning eller almindelig træning? Så er sportstape til ankel det produkt, du skal have fat i.

Hvad er sportstape?

Sportstape er en betegnelse, der dækker over en række tapeprodukter, som bruges i forbindelse med forskellige sportsgrene. Både af sportsudøveren men også af forskellige behandlere. Tapen er lavet af et tætvævet tekstil med klister, og den findes i mange forskellige udgaver – primært på rulle eller som modeller, der er tilskåret specifikke områder på kroppen, fx anklen.

Når du bruger sportstape på din ankel, så begrænser du sidebevægelserne i leddet, og på den måde nedsætter du trækket i sideledbåndet, som er det område, der oftest bliver skadet ved eksempelvis en forstuvning.

Sportstape støtter på to forskellige måder: Dels giver den mekanisk støtte, hvor den fungerer som ekstra, kunstige ledbånd. Og dels stimulerer den hudens sanseceller, så musklerne tager ekstra fat, når tapen trækker i huden.

Hvornår må man IKKE bruge tape

Sportstape kan være en god idé i forbindelse med ekstra støtte ved træning og genoptræning, men der er også situationer, hvor du helt bør undlade at bruges tapen. Det gælder blandt andet:

– Hvis anklen lige er blevet skadet.

– Hvis anklen er hævet.

– Hvis der er sår eller sårbar hud på anklen.

– Hvis der er nedsat føleevne i anklen.

Kan man selv sætte tape på?

Som udgangspunkt kan du sagtens selv sætte sportstape på, men det er en god idé at følge en grundig vejledning. Alternativt kan det være en god idé at kontakte en behandler, fx en fysioterapeut. Her kan du få gode råd og vejledning, ligesom behandleren kan hjælpe dig, hvis du har brug for smertelindring i forbindelse med din skade.